Kvindemuseet
Et af verdens få kvindemuseer ligger i Aarhus. Kvindemuseet i Danmark sætter fokus på kønskultur og diskuterer kvindeliv, kønsproblematikker, ligestilling, krop og seksualitet. Museets vision er at skabe nysgerrighed, dialog, refleksion og viden om kønnets betydning; historisk, aktuelt og i fremtiden. Bygningen, som museet har haft til huse i siden 1984, blev oprindeligt bygget som Aarhus' rådhus i 1857, længe før kvinderne fik stemmeret. Da Kvindemuseet opstod som græsrodsbevægelse i begyndelsen af 1980'erne, var kvinders kultur og historie stærkt underbelyst. Meget er sket siden i relationen mellem de to køn. Også mænds roller og funktion i samfundet har ændret sig markant. Kulturarven hviler sine steder på gamle opdelinger mellem køn og roller, mens nutiden forventer friere udfoldelse af alle køn. Derfor beskæftiger Kvindemuseet sig med kønnenes kulturhistorie i et bredere perspektiv og involverer alle på tværs af køn. Læs mere om Kvindemuseet på kvindemuseet.dk: http://www.kvindemuseet.dk. Kvindemuseet, Domkirkepladsen 5, 8000 Århus C